Et landsstævne er altså et landsstævne!

Det ved jeg godt!….. mennnn alligevel synes jeg det faktisk også selv til at starte med. Jeg har hørt flere tale om, at dommerne holdt godt fast i procenterne til weekendens landsstævne på Heslegård. Nu har jeg ikke selv en udbredt landsstævneerfaring, så jeg har ikke det store at sammenligne med, men jeg vil godt indrømme at jeg også selv tænkte det samme til at starte med….   Siden er jeg dog blevet klogere :0)

I lørdags havde Don Juan og jeg vores landsstævne debut sammen. Som jeg også har skrevet på Instagram, så var det en kæmpe milepæl for os. For præcis et år siden red jeg mit aller første landsstævne nogenside. Det var på en dejlig hest jeg havde lånt af min daværende træner. Da den aftale desværre måtte stoppe, braste ikke kun mit hjerte men også mange drømme om at prøve at være med til “alt det sjove”. Jeg frygtede at udsigterne til at ride med var uoverskuelig lange og var lige ved at give op. Men heldigvis fik jeg vendt alt det svære til en fanden i vold følelse, “jeg skulle nok bevise, at så kunne jeg bare gøre det på min egen hest”. Derfor, men også fordi Don Juan er en hest jeg helt selv har redet op fra han var 4 år, så betød det rigtig meget at sætte flueben ved præcis denne bedrift. På en eller anden måde er det et bevis på, at hvor der er vilje er der vej!

 

Op til..

 

Jeg tør godt indrømme at jeg har skulle samle mod til at tage springet… Jeg fik faktisk først tilmeldt mig den sidste dag der var åbent for tilmelding. Tusinde tanker strømmede igennem mit hoved. “Hvad nu hvis vi ikke var klar”, “hvad nu hvis vi red mega dårligt”, “hvad nu hvis jeg blev for nervøs”, “hvis kan kunne mærke min nervøsitet, hvad kunne han så finde på”, “hvad med alt pynten på banen?”, “hvad ville folk tænke?”, “ville de mon tænke, hvad tror hun lige hun er?” osv osv……

 

Så I kan nok se, at jeg har været i en vældig besværlig dialog med mig selv. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne give slip på alt det der! Men lige præcis med denne hest, er det bare skide svært, selv om jeg godt ved,  at det er meget uhensigtsmæssigt. Jo mere man tænker sådan, jo mere køre man sig selv ned.  Dermed går ens overskud og energi til noget man ikke kan bruge til noget som helst, i stedet for til det man gerne vil- nemlig at ride!
Så til sidt måtte jeg bogstaveligt talt RÅBE “STOP” til mig selv! “Rie hvad er det nu dit mål er?”. HVIS du vil ride “amatør tur” i Herning næste år, så bliver du død pine nød til at gøre den hest til A hest!  Det kan man altså kun gøre til B-stævner, så afsted med dig!!!

 

Forberedelse – Hvad så?

Da beslutningen om at melde til var taget, var ikke nogen vej tilbage oppe i mit hoved. Og ved I hvad? Det hjalp faktisk.
Jeg lagde alle diskussionerne med mig selv på hylden og red i stedet for. Faktisk endte jeg med at få nogle super gode træningsdage ugen op til. Specielt torsdagen før stævnet var fantastisk! Michael (min træner) var her, og undervisningen gik virkelig godt… Så godt at den blev kviteret med “super der”, “der ser den rigtig god ud”, “det var en perfekt øvelse”…. Er I lige klar over hvor fedt det var???

 

Som I jo ved fra tidligere, så har Don Juan en histore med sig som værende lidt af en drengerøv. Derfor var jeg også lidt spændt på hvordan han ville tage det hele, da jeg så hvordan opvisningsbanen var pyntet…. Man kan sige meget om pynt… På den ene side at det pisse irriterende når man har en hest som glor, men omvendt så er det da helt fantastisk når der blever gjort noget ud af stævnerne… Som i kan se var der ikke sparet på pynten denne weekend. Der var guirlander af orange tyl, guldbånd og rosetter langs hele barrieren. Derudover var der store Ecco skilte oven på to ad dommertårnene og for enden på den ene kortside var der udstillinger fra Gun & Countryshop med hovedløse maniquindukker med ridetøj og jagttøj samt andre rekvisikker, herunder sort udstoppede gæs!

 

 

For at få de bedst mulige forudsætninger for at komme rundet på banen om lørdagen, besluttede jeg mig for at køre ham op til banetræning fredag morgen. Jeg var forberedt på det værste og havde søde Claire fra stalden med der op til lige at trække os rundt de første runder. Men det var helt spildte bekymringer. Han gloede overhoved ikke på noget som helst, det var helt vildt altså! Det ligner ham SLET SLET IKKE, sikke en udvikling han har gennemgået de sidste måneder….

 

Tidligt op og til stævne.

Jeg havde allerede start tid 7.33 lørdag morgen. Hold nu op det var tidligt, men nok også meget godt – så var der ikke tid til at nå at blive nervøs :0) Jeg havde sørget for han var vasket, striglet og sprøjtet med Blue Hors Super Shine Spray aftenen før. Så han var lige til at flette og gøre klar da vækkeuret ringede kl 4.50.

 

 

Kl. 6.30 sad jeg på ryggen af ham på opvarmningsbanen. Jeg havde besluttet mig for at sidde på ham en time før, for at have masser af tid til bare at skridte og få ro få ham. Jeg ved nemlig med mig selv, at masser af tid er den bedste investering. Hvis først jeg føler mig presset på tid så bliver det svært for mig at slappe af og bare “glide videre” hvis der kommer uro.

Endnu engang overraskede han! Han vippede ikke med et øre, men traskede bare stille og roligt rundt med sænket hals og var måske egentlig bare stadig en lille smule træt :0)

 

 

Turen på banen gik også rigtig fint. Jeg red ind på banen med ro i maven!  Jeg var spændt, men slet ikke nervøs. Når jeg bliver nervøs, så spænder jeg i kroppen og i særdeleshed i mine lår. Faktisk kan jeg på det nærmeste spænde mig selv helt ud af sadlen. Så en god måde for mig, at tjekke om jeg slapper nok af på er, at mærke efter om jeg føler at jeg har ballerne helt nede i sadlen og at jeg mærker og føler en ensartet rytme når jeg rider, og det følte jeg virkelig på denne tur!

 

 

Det hele flød egentlig meget godt. Selv huskede jeg programmet og følte at jeg havde overskud til at tænke over de instruktioner jeg havde fået til de forskellige øvelser hjemmefra. Noget af det som jeg arbejder meget på med Don Juan er at få ham mere “op ad bakke”. Han er fra naturens hest en lidt lang hest så det kan godt kræve sin mand/kvinde at få ham ordentlig ind under sig bagfra. Jeg synes selv, Dog at det lykkedes nogenlunde hæderligt. Selv om det var nemmest i starten af programmet, kunne jeg alligevel få lov til at korrigerer ham når han var ved at falde for meget på næsten undervejs, hvilket har været svært tidligere.

 

Leve op til egne forventninger?

Der er stor forskel på at håbe og forvente noget af sig selv. Det er på en eller anden måde helt “gratis” at sige “jeg håber bare på at få en god tur”. Men hvad er en god tur egentlig? Hvis man ikke definere det mere præcist for sig selv, så er det lidt svært efterføgende at afgøre om det så var en god tur. For mig handlede det dels om at få en rolig og god opvarmning hvor jeg følte at han var med mig. Dernæst handlede det om, at have den der følelse af, at kunne slappe af og være “nede i sadlen” programmet igennem. Inden klassen havde jeg sagt, at jeg ville være tilfreds med at ride 63%, men inderst inde håbede jeg på min 65% (det turde jeg bare ikke sige højt)……

Da jeg red op af midterlinjen for at hilse af, kan jeg huske at jeg tænkte “yes vi gjorde det”! Jeg var sikker på at jeg kunne sætte flueben ved alle tre ting! Opvarmningen havde været super, følelsen var rigtig og han havde da gået så fint så de 65% den havde jeg da nået… Jg var så glad, så stolt, så tilfreds og lykkelig over at vi sammen havde klaret endnu et mål

Men NEJ, det havde jeg ikke!!! Da procenterne tikkede ind viste resultatet 64,145%…… Og jeg indrømmer blankt at jeg først blev ret øv. Jeg havde faktisk troet at vi lige var krøbet over de 65%. Med et snuptag blev den gøde, stolte og glade mavefornemmelse ryddet af banen og skuffelsen overtog. Helt ærligt hvor var det bare strengt altså……

“Men prøv nu at hør her”…..

“Stop lige dig selv”….. Det måtte jeg sige til mig selv! For helt ærligt 64% til ens første landsstævne det er da egentlig meget godt. Og som overskriften af dette indlæg siger så er et landsstævne altså ET LANDSSTÆVNE!!! Så der skal altså dømmes lidt hårdere. Næste niveau er A stævner så selvfølgelig skal kravene skærpes…..

 

Efterfølgende har jeg siddet og set ridtet på video og samstemt det med mine kritikker og der er ingen tvivl… Procenterne er helt fair. Den samlede skridt var ikke optimal og i den ene skridtpiruette står han over på bagbenene og det har kostet 4-taller hos begge dommere. Der ud over kan jeg sagtens se at det vi arbejder med i forhold til at tager mere bæring bagtil i de samlede øvelser fortsat skal styrkes. Så med ialt 12 stk 7-taller fra Leif Törnblad og stadig masser af plads til forbedring er jeg i bund og grund ret tilfreds og følelses fra udredningen er tilbage i maven…..

 

De vise ord!

Hold fast I den følelse du har inden i, det er DEN der repræsenterer dit ridt.

Lad den ikke forpurre af de procenter du får, men brug i stedet kritikken til at blive endnu skarpere til næste gang!!!

 

se vores tur her:

Videre!!!

Efter en god fridag igår med masser af foldtid og en ekstra portion Pavo Slobbermash er vi klar til at tage fat igen. Næste mål er MA1 på Frederiksværk om 14 dage….. Så om lidt vil jeg smutte ud og hente Herren på folden og så skal vi ud og ride….

Rigtig skøn mandag allesammen….

 

 

 

XOXO

Rie

 

 

 

 

 

 

 

 

#27 – Et billede af DIN pony (gave til dig)

#28 – Hvor klogt er det lige?

#29 – En svære tilridning (video)

#30 – Den svære tilridning – Dag 2 (video)