Vi gjorde det!!! – PEEK Finalen 2019

Vi gjorde det!!! – PEEK Finalen 2019

16. december 2019 0 Af Rie Obling

Det er stadig ikke til at forstå…

Mit hjerte bankede, jeg kunne mærke min egen puls helt ned i maven da vi stod der på række i den stor smukke hal på Blue Hors og ventede på at vinderne skulle afsløres… Hold nu op hvor jeg håbede, jeg ville det så gerne. Jeg kunne næsten ikke holde tanken ud om, at det hele måske var slut lige om lidt.. Sådan måtte det bare ikke gå!!!

 

Gennem et helt år har jeg håbet på en chance til og siden 1. august har jeg gjort alt hvad jeg kunne for at få chancen for at blive valgt som næste års sponsorrytter for hhv. Pavo, Catago, Ecco og Bue Hors. Der er ingen tvivl om at det har fyldt rigtig meget i min hverdag. Jeg har haft det i baghoved nærmest konstant. Hvordan skulle jeg vise at jeg var en god kandidat?, Hvad mon der ville blive vægtet højest? Hvilken hest skulle jeg tage med hvis jeg blev valgt til finalen? Var det mon en ulempe at jeg havde været med før? Ville de helst have en der var yngre end mig? osv osv.

 

Op til finalen

Siden sidst i november har jeg vidst at jeg skulle over og ride i finalen. Invitationen kom på mail og allerede da jeg så, at der var tikket en mail ind fra Riders Notebook, som i år har været PEEK’s platform, hvor der i emnefeltet stod “overraskelse fra PEEK” så hamrede mit hjerte og jeg turde næsten ikke åbne den… Heldigvis var jeg som sagt inviteret og jeg blev overdrevet glad. Faktisk dansede jeg rundt i stuen og på staldgangen som en anden tosset dansemus….

Men hvilken hest skulle så med???? Det var de næste spørsmål som meldte sig. Valget stod mellen Don Juan om går på MA niveau og Fabienne som snart er klar til MB. De har hver deres forcer og svagheder og jeg var virkelig i tvivl. Skulle jeg helst vise, at jeg kunne ride nogen af de svære øvelser men på en hest som gangartsmæssigt er mere normal eller skulle jeg tage min lille racerbil med som derimod ikke er så langt i sin uddannelse?

Beslutningen blev Fabienne. Hun var også med sidste år, så med hende ville jeg kunne vise Anna (Kasprzak) at der var sket en udvikling. Det hårde jeg i hvertfald at hun ville kunne se :0) Derud over valgte Don Juan at træde begge sine bagsko skæve to dage før finalen. Den ene var så skævt, at opståen sad i hoven! Så det gav helt sig selv, at det var den rette beslutning. Det skulle lige passe at man kom over og skulle ride og fandt ham halt med en hovbyld på dagen …..

Dagen før finalen

Vi tog afsted mod Blue Hors fredag formiddag. For mig giver det lige den sidste tryghed at være i god tid og lige mærke at hesten er ok med de omgivelser den skal præsterer i. To af tøserne fra stalden havde spurgt om de måtte komme med os derover. Det blev jeg faktisk rigtig glad for. Der er ikke noget der er bedre end at dele den slags oplevelser med dem man holder af og er sammen med i sin hverdag. Fabienne tog det hele så fint.. Køreturen tog hun i stiv arm. Da vi ankom traskede hun stille og roligt ind i sin boks og gik igang med sin mash og wrap. Jeg tror faktisk sket ikke hun havde noget i mod alt den luksus og den opmærksomhed hun fik fra os alle sammen, hun er jo om nogen en selskabspapegøje.

 

 

I hallen gik hun også til ridning præcis som hun plejer, hun var vist ikke så overvældet af det hele som jeg var. For mig er det altså bare helt fantastisk at få lov til at ride i den hal. Hold nu op altså… Den er så smuk!! Noget af det som rammer mig mest når jeg rier ind i den hal er den stemning der er. Dannebro og Blue Hors flaget i kippen og alle billederne på væggene får mig på en eller anden måde til at føle mig speciel når jeg rider i den hal. Derud over var der i år så smukt og hyggeligt pyntet op til jul med kurve med gran og juletræer.. Ja og så det fedeste af det hele – HALLEN ER OPVARMET!!! Hvor vildt er det lige????

Selv Finale dagen

Natten mellem fredag og lørdag sov jeg SLET IKKE!!! Jeg var ved at blive vanvittig… Jeg han ikke huske hvornår jeg sidst har været så nervøs???? Ikke engang den gang jeg skulle op til embedseksamen på medicinstudiet. Jeg vendte og drejede mig i min køje og prøvede at finde ro. Selv om jeg egentlig følte mig vild træt og gabte mange gange så faldt jeg slet ikke i søvn. Min hjerne kværnede bare rundt skiftevis med alle mulige “hvad nu hvis scenarier” og med formaninger om at “nu skal du altså sove Rie så du ikke bliver for træt og uopmærksom i morgen”. Men lige lidt nyttede det. Jeg tror at hvis jeg sammenlagt sov 30 minutter den nat så er det højt sat!!!

 

Jeg var første rytter der skulle ride og min ridetid var 9.20. Jeg havde sat mit vækkeur til kl. 6.30, men det var om sagt slet ikke nødvendigt. Da det endelig ringede var jeg allerede nede i stalden. Når jeg er nervøs og føler uro inden i, så er Fabienne faktisk den aller bedre at være sammen med. Hun er altid så rolig og mild, hun taler ikke eller spørger mig om en masse ting. Hun er der bare på sin helt egen stille og kærlige måde og det giver mig ro.

 

Selma og Therese har begge dage hygget om Fabienne…. Mon hun kommer til at få “opmærksomheds-abstinenser” de kommende dage??

 

 

 

 

 

Inden vi skulle ride kom Lotte fra Riders Notebook og Nana som var representant fra Catago ned i stalden. Vi fik udleveret de lækreste FIR-tech undertag fra CATAGO og nogle virkelig fede jakker… Jeg siger det bare Fabienne var bare så smart at se på og fuldstændig klar til at shine….

Kl. 8.30 var der velkomstmøde og morgenmad i glassalen. Min appetit var ikke rigtig til stede og jeg følte mig lidt presset på tid. Heldigvis var tøserne så søde at de trak rundt med hende ovre i opvarmningshallen imens jeg var til mødet. Hvad skulle jeg dog have gjort uden dem??

 

Opvarmningen gik fint. Vi red de øvelser igennem vi havde aftalt med Michala og jeg forsøgte at huske på alle de fif jeg havde fået fra Michael om torsdagen.  Jeg havde en god mavefornemmelse. Tingene flød ret godt, Fabienne var afslappet og vi lavede et changement til begge sider hvilke lykkedes!!!! Vi var klar!

 

Til mødet havde vi fået at vide, at man som rytter gerne måtte komme ind i den store hal på samme tid som den forgående rytter, så man lige kunne nå at ride lidt rundt derinde inden det blev ens tur. Da jeg som sagt var første rytter var der ikke nogen før mig, så jeg besluttede mig for at gå derind 10 min før. OG DET VAR ET HELD!!!! Siden dagen før var der stillet Pavo skilte i hjørnerne og CATAGO bannere på barrieren. Faktisk var de lige igang med at sætte bannerne op da vi kom ind. Nana fra CATAGO spurgte pænt hvordan hun bedst kunne tage hensyn når hun hang dem op? Jeg svarede helt overbevist, at “det skulle hun ikke tænke på for Fabienne var med garanti helt ligeglad”….. Men der var jeg lige en tand for hurtig… Hun var absolut IKKE vild med hverken banner eller skilt :0) Jeg forsøgte først at ride hende forbi ved langsomt at ride tættere og tættere på og ved at stoppe op og lade hende snuse. Intet virkede og jeg begyndte at blive lidt desperat… det skulle bare ikke gå i vasken nu!!!! Så jeg besluttede at hoppe af og trække hende rundt på banen – det hjalp heldigvis noget. Et minut inden min ridetid startede var jeg tilbage i sadlen og vi kunne glide nogenlunde forbi – pyhaaa……

 

Hun er sku en sej kvinde hvis du spørger mig!

Hun er sku en sej kvinde hvis du spørger mig!

 

At ride med Anna var virkelig fantastisk. Hun er vanvittig hurtig til at læse ens hest og spotte såvel ressourcer som udfordringer. I starten red vi en hel masse tempovekslinger  trav. Fabienne har det med at ligge sig lidt på og vælge tempo frem fr 100% selvbæring. Så vi red frem og tibage, frem og tilbage og endnu mere frem og tilbage. Til sidst var hun der og det var bare sådan en fed følelse….. Det var virkelig en god tur, de 15 minutter gik alt for stærkt. Jeg ville ønske at jeg kunne have stoppet tiden… Men selv om vi kun red i 15 minutter fik vi alligevel så meget med hjem som vi kan træne videre på. Da vi var færdige med at ride talte jeg kort med Anna om hende. Hun kunne sagtens huske hende fra sidste år, hun kunne endda huske havd hun havde sagt til mig om hende og sagde at hun kunne se at hun havde udviklet sig rigtig meget og var blevet meget stærkere. Behøver jeg at sige at jeg var virkelig glad og stolt? Det betød jo at vi var på rette vej….

 

Da alle ryttere havde redet skulle vi til interview med de 4 sponsorer. Jeg havde jo mødt to af dem første gang sidste år, men hhv. Nana fra CATAGO og Christian fra Blue Hors var nye bekendskaber. Jeg indrømmer blankt at jeg var MEGA nervøs og meget følelsesladt da jeg satte mig i stolen for bordenden. Det her betød så vanvittig meget for mig. At få det skulderklap, både mentalt men også økonomisk ville gøre en kæmpe forskel for min ridning. Interviewet gik fint, jeg fik fortalt om mine drømme, håb og planer for 2020. Det var faktisk rigtig svært at gøre uden at blive for rørt. Jeg er bare sådan et “føle-føle menneske”. Nogen gange er det skide irriterende. Jeg ville sådan ønske, at jeg ikke havde så let til tårer i øjenkrogene….. Heldigvis blev de nogenlunde inde denne gang, men jeg var glad for at interviewet ikke varede længere end det gjorde….

 

Efter interviewet var der ikke mere at gøre. Nu var det bare at vente til alle deltagerene havde været igennem deres samtaler og dommerne havde tage deres endelige beslutning… Det var faktisk næsten den sværeste del af dagen…… Men heldigvis var det ventetiden værd :0) Og så skal jeg ellers love for at “fru føle-føle” ikke længere kunne holde tårerne tilbage…

Det hele føles stadig så uvirkeligt…

Tænk at det skete, tæk at det lykkedes. Jeg er så vanvittig glad og stolt. Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har haft det sådan her. Jeg er så taknemmelig for den støtte og opbakning jeg har fået gennem hele processen. Fra både nær og flere og alt der imellem har jeg mødt søde og støttende mennesker. Og helt ærligt – DET VAR ALDRIG LYKKEDES UDEN!!!

Så mange har i hele skrive perioden fulgt med mig på bloggen. Jeg har fået så mange views, mange flere end jeg nogensinde havde drømt om. Det er ikke nogen hemmelighed at det ind i mellem har været et stort arbejde og taget meget tid at skrive de mange blogindlæg på PEEK’s side. Men det har faktisk også været en god process og givet mig et rum for reflektion som jeg egentlig føler har været rigtig sundt for sådan et “føle-føle menneske” som mig. Derfor vil jeg også fortsætte med at lave flere blogindlæg på in egen blog. Dog bliver det ikke 2-3 indlæg om ung som hidtil – bare rolig :0)

Endnu engang skal der lyde den aller aller største tak for støtten fra Gun og Country Shop i Helsinge… Vi er så taknemmelige for det lækre FIR-tech dækken fra CATAGO… Hestene elsker det bare!!!

Ud over læsere på bloggen har alle de små beskeder og støttende kommentarer både på sociale medier men også via SMS’er og i den fysiske hverdag betydet virkelig meget. Mange har givet udtryk for deres tro på og håb for, at jeg skulle gå hele vejen i år. Det har næsten været helt overvældende. Nogen gang blev jeg sådan helt presset af det, for samtidig med jeg blev vildt glad så var jeg også bange for at blive for skuffet hvis de nu ikke havde ret… Men det var mest dejligt, det at folk tror og håber på at man lykkedes er en gave…… Noget af det som også virkelig rørte mg var støtte fra den lokale rideudstyrs forretning… Da jeg var udvalgt til finalen var de så søde at støtte mig med et CATAGO FIR-tech dækken jeg blandt andet kunne benytte for endnu bedre præstation op til finalen og under den lange transport til Blue Hors. Hvor sødt var det lige???

 

Derud over er der to andre som har spillet en kæmpe stor rolle for at dette kunne lykkedes. Den ene er Michala Dam Frydensberg som har hjulpet mig med Fabienne siden midten af september. Michala du er enestående og fantastisk. Du har udviklet måde mig og Fabienne enormt meget på ganske kort tid og jeg er dig evigt taknemmelig. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet i det kommende år, det kan bare ikke blive andet end GODT!!!!

Den anden som har hjulpet mig ubeskrivelig meget er Michael Søgård. Han kan noget som er helt unikt. Der er INGEN tvivl om at  han som træner er det ABSOLUT BEDSTE der er sket for mig og min ridning. Han er super skarp, en fantastisk formidler, har fingeren på pulsen, ved hvad der skal til, er super perfektionistisk, vanvittig engageret og så kan han noget med helt specielt som er guld værd for mig! Han kan gøre svære ting UKOMPLICERET og formidle RO….

 

Så eventyret stoppede ikke, faktisk starter det først for alvor nu…..

Nu kan 2020 bare komme an!!! Vi er så klar. Med det absolut bedste team omkring mig kan det kun blive et helt fantastisk år! Idag har jeg sammen med min mand haft møde med Michael om 2020 og fremtiden og jeg føler mig taget så godt af og passet rigtig godt på…. Jeg er klar til at tage alle mine dømme seriøst og gøre hvad som der skal til for at nå dem bedst muligt…

TUSINDE TUSINDE TAK til sponsorerne for at ville være med på vores eventyr i 2020, jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet og muligheden. I har opfyldt en KÆMPE STOR drøm…

Nu skal jeg sove…. Men i morgen starter en ny uge og så står den på målrettet træning IGEN…

-og jeg glæder mig!!!!

Sov godt alle sammen

XOXO Rie

 

Se video fra dagene her!

 

Følg mig også gerne på Instagram

– det kunne være så hyggeligt hvis vi kunne inspirere hinanden.

 

Tak fordi du læste med…